Kano- og kajakklubben Vejle Å får tilskud til kajakker til børnene

Kano- og kajakklubben Vejle Å blev stiftet i november 2011
Officiel hjemmeside: www.kkvaa.dk
Klubben er medlem af Dansk Kano-og Kajakforbund

Klubben holder til ved bredden af Vejle Å, og af de ca. 150 medlemmer er ca. 1/3 unge under 18 år. Klubben er baseret på frivillig, ulønnet arbejde, og rummer medlemmer i alle aldre. Klubben har fokus på at introducere børn og unge til kajakroning - både som sportsgren og rekreativ fritidsinteresse.

Klubben har en god og aktiv børne-/ungdomsafdeling, der mødes og træner 4 gange om ugen, tager på træningslejre og deltager i stævner og regattaer. Børne-/ungetræningen varetages af frivillige trænere. Desuden hjælper 2-4 forældre til hver træning på vandet.

Som nystartet klub er der mange ting at bruge kontingentindbetalingerne på. Siden opstarten er der af større ting købt 3 pavilloner, som bruges til omklædningsfaciliteter og klubhus, 7 containere til opbevaring af kajakker og flere kajakker til brug af klubbens medlemmer. Klubben har været så heldig, at kunne låne et sæt børnepagajer og kajakker af Dansk Kano- og kajakforbund, men den aftale udløber med udgangen af april 2014, så på det tidspunkt er der brug for ca. 25 pagajer samt minimum 2 kajakker til de ca. 25 unge som forventes at deltage i træningen.

Jelling Sparekasses Fond støtter gerne frivilligheden og arbejdet med børn og unge. Der er givet et tilskud til køb af kajakker.