Jelling Sportsrideklub er en lille klub centralt placeret i Jelling.
I klubben lægges der stor vægt på det sociale engagement, hvor de lidt større og mere øvede ryttere hjælper, og tager sig af nye og letøvede ryttere, så alle klubbens ca. 60 medlemmer forbliver en sammentømret flok.
Der er blevet en større flok af dygtige og engagerede juniorpiger, og gennem et juniorudvalg laver gruppen mange aktiviteter i klubben så som ridelejre, og aktivitetsdage i skolernes ferier, hvor der kommer mange nye drenge og piger, som dermed får en introduktion til ridesporten.
De dygtige og øvede ryttere vil selvfølgelig gerne ud til omkringliggende klubber for at vise hvad de kan, og også for at få nye input til klubben, ligesom der også kommer et ønske om at deltage i nogle ridestævner.
Transport af hestene har altid været et problem, da man ikke har en hestetrailer, men her har Jelling Sparekasses Fond givet et økonomisk indspark, så der fremadrettet er en hestetrailer til rådighed for klubben.