Nørup Sognegård er en selvejende institution drevet af lokale kræfter, der overtog sognegården fra Vejle Kommune i 2018 med det formål at skabe et lokalt kultursamlingssted.
Den daglige ledelse af Nørup Sognegård består af lokale ildsjæle, som bakkes op af et team af frivillige, der både renoverer, maler, vedligeholder og servicerer lokalerne.
Visionen er at skabe et lokalt samlingssted, hvor børn og unge kan udfolde deres kreativitet. Der gives således muligheder for at dyrke musikinteressen, og en teaterforening er allerede tilknyttet stedet. Sognegården skal også være med til at styrke fællesskabet med arrangementer som fællesspisning, høstfest, fastelavnsfest, lokale debataftener, sang- og musikaftener, teaterforestillinger og kunstudstillinger.
Det er visionen at sognegård, idrætshal, bypark og skole skal opfattes som et samlet landsbyprojekt. Der er allerede etableret et nært samarbejde med Nørup Idrætshal, og en samarbejdsaftale sørger for, at man undgår indbyrdes konkurrence, men i stedt fremmer synergien.
Nørup Sognegård har en grundlæggende sund økonomi, og en kultur, der er præget af lysten til at være selvhjulpne, men her og nu står man overfor en stor og dyr renovering af køkken og toiletter, her har Jelling Sparekasses Fond givet en økonomisk håndsrækning.