Skydebaneforeningen Danmark er ved at realisere en længe ønsket drøm om at etablere Danmarks første biatlonbane (Skiskydningsbane) i Vingsted.
Biatlon er en sport, som har mange tv-seere, men i dag mangler der et godkendt anlæg i Danmark, hvor man kan træne kombinationen af rulleski og skydning under realistiske forhold. Derfor vil Vingsted Skydebaner etablere Danmarks første fuldt funktionelle biatlon-anlæg ved at opgradere en eksisterende og politigodkendt skydebane med ekstra sikkerhedszoner og en overdækning så instruktører, rifler og udøvere kan fungere i tørvejr året rundt. Vingsted Skydebaner har i forvejen meget af det, der er svært at skabe fra bunden af. De har en godkendt skydebane, udlejningsrifler, uddannede instruktører, og så har de et stort lukket vej/stinet som med noget jordarbejde og en asfaltering er velegnet til rulleski.
Målgruppen til anlægget vil være børn og unge fra skoler og efterskoler i lokalområdet, men der vil også være åbne træningsdage hvor alle kan prøve kræfter med sporten, samt eliten og landsholdet via Dansk Skiskydningsforbund.