Vikingeskibet ”Jellingorm” blev bygget i årene 1986-1990 af frivillige fra Jelling og omegn. Det var daværende forstander på Brandbjerg Højskole, der stod som initiativtager til dette samlingsprojekt for en hel omegn.
Sideløbende med skibets bygning i Jelling blev der arbejdet i alle (daværende) Jelling Kommunes landsbyer med delprojekter omkring skibet. Eksempelvis blev der lavet vikingedragter, våben, skjolde, smykker, årer, mjødbrygning mv.
selvom bygmestrene til skibet hentede inspiration på Vikingemuseet i Roskilde, er der ikke tale om en kopi af noget skib. Det er inspireret af elementer fra forskellige skibe, og et af de vigtigste mål med skibet var, at det skulle være dekorativt. Derfor ses skibet også som standard udstyret med både dragehoved, hale og skjolde langs skibssiden.
Skibet er 15 meter langt, 3.12 meter bredt og råsejlet er på 36 kvadratmeter. Under gunstige forhold kan skibet skyde en fart af 8-9 knob. Der er plads til 6 årer på hver side, og besætningen kan være op til 25 mand.
Jelling Orm har en flot udsmykning og flotte farver, og to figurer i stævnen der rager fire meter op over vandoverfladen. Udskæringerne i stævnen er med motiv fra Jellingstenen. Flot ser den ud med de smukke skjolde hængende på siden.
Efter skibets søsætning i 1990 medvirkede det i en række vikinge-friluftsspil ved Fårup Sø. Herudover deltog skibet også i 1994 i tre måneder i Estland i forbindelse med filmselskabet Zentropas optagelser til filmen ”Den Sidste Viking”. Jelling Orm har desuden været kulisse for såvel norsk, østrigsk og dansk tv i forskellige sammenhænge.
Skibet lå i nogle år for anker ud for Tirsbæk Strand i Vejle Fjord. Herfra blev der foretaget en række ”togter” rundt om i Danmark. Blandt andet har skibet sejlet Fyn rundt, været på besøg ved Læsø og en række andre danske øer. Senest deltog skibet i 2003 i Struers vikingemarked ved Limfjorden.
Jelling Orm kommer i dag ikke længere i saltvand, men den sættes hver sommer ud i Fårup Sø, hvor det er et yndet udflugtsmål for turister.
Jelling Sparekasses Fond har i 2012 støttet Skibslauget Jellingorm med en trailer til transport af sikkerhedsudstyr. Lauget er igen i 2014 støttet med et beløb, så man er i stand til at opfylde de skærpede krav til sikkerhed i forbindelse med sejladser på Fårup Sø.